Den gamle mands store drøm

Marts 2012, Grønttorvet, Valby

En flok arkitekter og ingeniører sidder omkring et bord sammen med repræsentanter for de handlende på Grønttorvet. De diskuterer, hvad de skal gøre med grunden. I 2016 flytter Grønttorvet til en nybygget markedsplads i Høje Taastrup, og hvad skal der så ske med de 20 hektar i Valby?

Med ved bordet sidder Jørgen Rossen, 82 år, forretningsmand og rådgivende ingeniør med en lang karriere bag sig. Han har hjulpet Mærsk og ISS med virksomhedssalg og fusioner. Han har udviklet levnedsmidler på Cuba, da Castro kom til magten. I dag hjælper han venner og forretningsbekendte, og en gammel skolekammerat har inviteret ham til mødet som rådgiver for blomster- og grønthandlerne. Om morgenen har Jørgen Rossen læst om bolignøden blandt studerende i København i Berlingske og Politiken.

»Som jeg sidder der, kommer ideen pludselig – som ideer jo gør, coup de foudre, de slår ned som et lyn, og du bliver forelsket i dem: Vi skal da lave en international studenterby hér.«

Ideen kommer pludseligt, men ikke ud af ingenting. Jørgen Rossen fortæller mødedeltagerne om inspirationen: Cité internationale universitaire de Paris, den internationale studenterby i Paris, som hvert år er hjem for 12.000 studerende fra hele verden. Her bor de midt i en kæmpe park på 40 forskellige kollegier og mødes på kryds og tværs og forelsker sig i hinanden, i studierne, i byen, i verden. Her tilbragte Jørgen selv sin lykkelige studietid i Paris. Hvorfor ikke flytte ideen nordpå og i samme åndedrag løse nogle af de københavnske boligproblemer?

»Der var en ejendomsudvikler, der slog i bordet og sagde ’Hammergod idé!’. Så sagde jeg ’fint, Christian. Tager du med til Paris? Så skal jeg vise dig, hvordan de har gjort dernede’,« siger Jørgen Rossen.

Marts 2012, Paris

En uge senere lander Jørgen Rossen og den begejstrede ejendomsudvikler Christian Gjersøe i Paris sammen med tre CBS-studerende og en arkitekt.

De vandrer i studiebyens 34 hektar store park og møder studerende fra hele verden. De betages af det fælles kulturhus doneret af John D. Rockefeller – komplet med teater, restauranter, bibliotek og saloner.

»Uden ham er der intet projekt. Jeg kan ikke se, hvem der skal drive det videre med samme begejstring, ildhu og flid« – Morten Riise-Knudsen, bestyrelsesformanden i venneforeningen ISCC

De besøger flere af kollegierne, inklusive det danske, der blev bygget i 1932 og som de øvrige skal leve op til loven om brassage (’brygning’ eller ’blanding’, red.): Maksimalt 50 procent af de logerende må være af samme nationalitet. Det skal sikre den kulturelle udveksling på tværs af landegrænser. Den regel skal også gælde i København, mener den lille delegation.

»Turen var en stor succes. Alle var enige om, at det her, det er det helt rigtige,« siger Jørgen Rossen.

Det helt rigtige, lige på nær én ting: Placeringen. Cité internationale ligger fire metrostop og otte minutter fra Notre Dame og centrum af Paris. Så gode transportmuligheder findes ikke i Valbys udkant. De studerende ville skulle vandre ti minutter til en S-togsstation, hvor toget ofte kun kører hvert tyvende minut.

Placeringen af en dansk studenterby på det gamle grønttorv holder ikke. De skal finde en ny grund.

6. januar 2016, Hotel Bella Sky, Amager

Der er låst i Sky Bar.
Jørgen Rossen trækker forgæves i dørhåndtaget og undrer sig. Det er her, i penthouserestauranten på hotellets 23. etage, han plejer at holde møder, når han skal præsentere sit projekt for mulige investorer og samarbejdspartnere. I december sad han ved barens panoramavindue med arkitekter fra BIG, Bjarke Ingells’ firma. I dag skal Uniavisen have turen. Klokken er 13.30, og baren plejer at have åbent til frokost.

I stedet går han ud på gangbroen, der forbinder hotellets to tårne, og byder på et smukt vue ud over byen. Han peger på den østlige del af den frostsprængte fælled, som ligger 80 meter under os og strækker sig ind mod byens centrum. Et fint lag sne har lagt sig i løbet af formiddagen og trækker stierne op som tynde, hvide streger. Udsigten er så bjergtagende, som en udsigt kan være i Danmark.
»Dér ligger vores grund,« siger Jørgen Rossen. »Langs Ørestads Boulevard og op mod Sundby Metrostation. Og dér skal den ligge: International Student City of Copenhagen.«

April-december 2012, København

Tilbage efter studieturen til Paris snakker Jørgen Rossen med arkitekten Louis Becker fra Henning Larsen Architects, som opfordrer ham til at stifte en venneforening. Den kommer til at hedde ISCC, International Student City of Copenhagen, og består blandt andre af Christian Gjersøe og advokat Morten Riise-Knudsen. En tredje støtte er tidligere udenrigsminister Per Stig Møller, som selv har boet i Cité internationale under sin studietid i Paris.

Og så går Jørgen Rossen på jagt efter en grund.

Han opsøger By & Havn, der ejes 95 procent af Københavns Kommune og fem procent af staten og står for at finansiere metrobyggeriet ved at sælge ud af kommunens jordstykker.

»Jeg spurgte dem, om ikke vi kunne finde en grund i nærheden af metroen. De ville gerne have os ud i den sydligste del af Ørestaden, men der er grundene for dyre. Til gengæld fortalte By & Havn, at deres grund på Amager Fælled formentlig skulle ligge brak i 30 år. Så jeg spurgte ’Hvorfor lægger vi ikke vores studenterby der? Så får I trafik i metroen og liv i området’.«
By & Havn står for udviklingen og salget af den del af Amager Fælled, der ligger op ad Ørestads Boulevard og den vestlige metrolinje. Jørgen Rossen lægger en option ind på, at 15 hektar kan gå til ISCC.

Planen tager mere og mere form i Jørgen Rossens hoved: Studenterbyen skal huse 5.000 studerende og ligge på en grund, som ISCC forestiller sig at kunne enten købe eller leje af By & Havn. De studerende skal bo i nationale kollegier, der finansieres af private sponsorbidrag fra de enkelte lande. Forskellige arkitekter kunne byde ind på de enkelte kollegier, og der må maksimalt bo 50 procent studerende fra én nation for at sikre udveksling af kultur, ideer og venskaber. Ligesom i Paris. Husenes drift og leje af grunden skal finansieres af de studerendes husleje.

I december skriver direktør for By & Havn Jens Kramer Mikkelsens under på en hensigtserklæring om, at By & Havn »er indstillet på at føre drøftelser, der kan udmønte sig i en udviklingsaftale.« Erklæringen gælder for seks måneder.

På det tidspunkt har Jørgen Rossen allerede skaffet støtteerklæringer fra overborgmester Frank Jensen, Københavns Universitet, CBS og Aalborg Universitet. Alle, der hører om projektet, synes, det er en god idé.

Der er bare det ved støtteerklæringer, at de er gratis. Skal der bygges noget på Amager Fælled, skal der penge på bordet.

Det østlige Amager Fælled fotograferet fra toppen af Hotel Bella Sky med grundplanen til de 29 kollegier i International Student City of Copenhagen tegnet ind. Skal projektet blive til noget, kræver det sponsorbidrag i milliardklassen og en aftale med Københavns Kommune og By & Havn, der ejer jorden. Foto: Lasse Lundberg Andreasen. Grafik: Mette Iversen.

1919, Paris

Det er pengene, der er problemet.

Senator André Honnorat har ellers fået en glimrende ide. Sammen med Sorbonnes rektor og Paris’ borgmester vil han skabe en studenterby, hvor studerende, kunstnere og intellektuelle kan mødes og skabe nære bånd på tværs af landegrænser.
Baggrunden er dyster: Første Verdenskrig har kostet over 15 millioner mennesker livet, og Honnorat er overbevist om, at tragedien kunne have været undgået, hvis verdens ledere havde lært hinanden at kende i deres ungdom. Ideen har et snert af utopi over sig – men den er sympatisk, og den løser et problem både for borgmesteren, der ikke ved, hvad han skal stille op med et forladt fæstningsområde syd for byen, og for rektoren, som ikke kan finde boliger til sine studerende.

Men hvor god ideen end er, må de tre herrer erkende, at de ingen vegne kommer uden penge. Gennembruddet kommer først, da André Honnorat en aften sidder til middag med Émile Deutsch de la Meurthe, som lige har solgt sit oliefirma til Shell. »J’aime votre idée«, siger de la Meurthe til Honnorat og donerer ti millioner franc til studenterbyens første kollegium.

I 1925 står kollegiet, Fondation Deutsch de la Meurthe, klar. Snart følger det canadiske kollegium, det argentinske, det armenske, finansieret af private donationer fra de enkelte lande. I 1932 står det danske hus klar, betalt af midler fra blandt andre Tuborg og Spritfabrikkerne, og i 1936 er Rockefellers imponerende fælleshus færdigt. Og selv om byen ikke kan forhindre endnu en verdenskrig, så udvikler den sig til et levende studentersamfund, som 24-årige Jørgen Rossen falder pladask for, da han ankommer i 1953.

2013, København

I København er der ingen penge endnu.

Men projektet kan foreløbig leve på god vilje og knofedt. Jørgen Rossen arbejder gratis, og ifølge Morten Riise-Knudsen, bestyrelsesformand for venneforeningen, er den nu 83-årige Rossen en veritabel enmandshær. Ud over at hive støtteerklæringer ind overtaler han også Henning Larsen Architects til, uden betaling, at tegne en master plan.

Planen placerer 27 nationale kollegier og et stort fælleshus i seks runde klynger af huse (tallet er senere justeret til 29). I en klynge ligger bygningerne i en cirkel rundt om en plads, nærmest som en stor udgave af det prisbelønnede Tietgenkollegiet. Offentlige stier skærer sig på kryds og tværs gennem bygningerne og pladserne og knytter Fælleden og studenterbyen sammen. Det hele præsenteres med visualiseringer af skandinavisk arkitektur nænsomt placeret i Fælledens natur. ISCC er ikke længere blot ord fra Jørgen Rossens mund. Nu kan jagten på »veldædige sponsorer,« som han kalder dem, gå ind. I alt skal der indsamles over seks milliarder kroner for at realisere projektet med alle 29 kollegier. Men som i Paris går man efter at udbygge studenterbyen gradvist. I første omgang jager Jørgen Rossen donationer til fælleshuset og den første kollegieklynge.

By & Havn forlænger hensigtserklæringen et halvt år. Men da den bortfalder i slutningen af 2013, er der endnu ikke faldet en livgivende donation.

Henning Larsen Architecs’ master plan anbringer studenterbyens 29 nationale kollegier i seks cirkelrunde klynger med pladser i midten

6. januar 2016, Hotel Bella Sky

»Det handler om, at København bliver en videns- og universitetsby, der er blandt de ti bedste i verden. Og det har vi mulighed for, fordi vi har forskningsinstitutionerne og forskerne. «

Vi er trukket ned i lobbyen og spørger Jørgen Rossen, hvorfor han på fjerde år bruger størstedelen af sin tid – 90 procent, siger han – på ISCC.

»Det, vi mangler, er boliger til de studerende og et fælles internationalt kulturliv. Mangen en student har sagt til mig: ’Ih, hvor er her vidunderligt. I har det hele i København. I har bare ingen boliger. Så goodbye’. Så rejser de igen, og det taber vi meget på.« Siden 2013 er bunken af støtteerklæringer vokset. Den franske, amerikanske, mexicanske og armenske ambassade støtter. De Studerendes Fællesråd i Danmark og foreningen for norske studerende i udlandet støtter. Uffe Ellemann Jensen støtter – han er særligt interesseret i at få skabt et baltisk kollegie. Rambøll har – også gratis – udarbejdet en business case til venneforeningen. DIS-fonden, Aage V. Jensens Fonde og Hedorfs Fond har bidraget.

Men den store donatation, Deutsch de la Meurthe-bidraget, som kickstarter projektet og overtaler By & Havn og Københavns Kommune til at give bindende tilsagn om grunden, mangler.

Uniavisen har spurgt både overborgmester Frank Jensen og By & Havns direktør Jens Kramer Mikkelsen til ISCC her i 2016. Kun Frank Jensen har svaret.

»Det københavnske boligmarked er under pres, så det er positivt med private initiativer, der kan sætte gang i boligbyggeriet. Derfor støtter jeg og Københavns Kommune principielt det ambitiøse ISCC-projekt, og vi vil gerne arbejde videre med projektet, når der er større klarhed om finansieringen og andre relevante forudsætninger,« skriver overborgmesteren i en mail.

Ifølge Jørgen Rossen og Morten Riise-Knudsen er By & Havn stadig positiv over for projektet:

»Vi har et fint samarbejde med By & Havn,« siger Jørgen Rossen. »Men de siger hele tiden: ’Jamen, hr. Rossen, lad os se, hvor mange penge, du kan samle ind’. Og dem, der skal komme med pengene, siger: ’Jamen, har du allerede fået jordstykket?’. Så det er hønen og ægget. Hvad kommer først?«

Han holder en pause.

»Men vi har jo lært det om hønen og ægget, ikke? Vi spiser blødkogte æg om morgenen og ristet kylling om aftenen.« Med andre ord arbejder Jørgen Rossen og hans venner i ISCC parallelt med begge ting: at skaffe sponsorbidrag og holde linjen varm til kommunen og By & Havn. De sender ansøgninger til fonde og holder møder med filantroper i flere lande. Lige nu prøver ISCC at skaffe bidrag til fælleshuset, et dansk kollegium, et tysk, et norsk, et amerikansk og et baltisk. Velux-fonden har netop givet en personlig donation til Jørgen Rossen, som skal finansiere hans rejser. Meget kærkomment, da han snart skal møde en mulig velgører i Asien. Hidtil har han selv måttet afholde mange udgifter. Faktisk, siger han, har han måttet sælge ud af møbler og malerier for at få råd. »Det her,« siger han og peger på de foldere om ISCC, der ligger spredt ud over bordet foran ham, »det giver jo ingenting. Det er ren con amore,« siger han.

Vi spørger igen, hvad det betyder for ham, hvis studenterbyen på Amager bliver en realitet.

Han trækker på skuldrene.

»Åh, du ved. Det er en blomst i knappehullet. Det er mig en ære. Jeg finder det morsomt.«

14. januar 2016, København

Morten Riise-Knudsen, bestyrelsesformanden i venneforeningen, køber ikke helt Jørgen Rossens udlægning:

»En blomst i knappehullet? Det er beskedent sagt. Det her projekt er jo meget mere. Det er skabt i hans hoved. Hvis vi skal blive i metaforen, så er det nærmere Gavnø Slotspark end en enkelt blomst.«

Han har kendt Jørgen Rossen siden midtfirserne. En af hans klienter var interesseret i en ejendom, Jørgen havde til salg, og forretningsbekendtskabet blev holdt i live gennem de næste årtier. De sidste syv-otte år har de to ifølge Morten Riise-Knudsen haft »meget tæt kontakt,« og da Jørgen Rossen fortalte om sin vision, blev Riise-Knudsen grebet:

»Jørgen har en kolossal energi. Han er besjælet af en vilje til at få ting igennem, jeg aldrig før har set.«

Viljen kommer for eksempel til udtryk, når Jørgen Rossen støder på modgang.

»Han tager ikke nej for et nej. Det må veksles om til et ja. Og når folk bliver irriterede på ham, fordi han bliver ved med at spørge, så spørger han igen. Uden ham er der intet projekt. Hvis han – guderne forbyde – skulle falde død om i morgen, kan jeg ikke se, hvem der skal drive det videre med samme begejstring, ildhu og flid.«

1953-2012, Paris, USA, Mexico, Cuba, Danmark

Jørgen Rossen elsker sproget.

Han læser til civilingeniør på Polyteknisk Læreanstalt, men er rejst til Paris for at lære fransk. Da han ankommer, er der ikke plads til ham i Cité internationale universitaires danske hus.

»Så jeg måtte ind i det japanske hus. Og det var kun en fordel – så mødte jeg de andre nationer.«

Han får japanske, tyske, franske, amerikanske venner. Da opholdet er slut, tager han sin eksamen i Danmark og følger herefter sine amerikanske venner til USA. Han får job inden for fødevareindustrien, hvor han blandt andet arbejder med at skabe bedre aminosyrebalance i levnedsmidler. Jobbet fører ham til Mexico, Venezuela og Cuba. Han er amerikansk statsborger i 27 år. Undervejs indskriver han sig på Københavns Universitet og tager en magisterkonferens i fysik. Han skriver bøger om verdensrummet og overvejer et job på ESO (det europæiske astronomiske observatorium i Chile), men etablerer i stedet et rådgivningsfirma i København, hvor han siden arbejder med virksomhedssalg og fusioner.

Det hele starter i Paris. Det er her, verden åbner sig for ham.

»Og det var det, der slog mig, da jeg sad på Grønttorvet i Valby: Vi har jo ikke en international campus i København. Det savner vi. Og det er jo ikke særligt produktivt for det internationale samkvem mellem de unge mennesker.«

Foto: Lasse Lundberg Andreasen

6. januar 2016, Amager Fælled, København

Jørgen Rossen skutter sig, mens en bidende kold blæst fejer hen over Fælledens lave vegetation. Vi har lokket ham ud for at tage billeder her, hvor studenterbyen skal ligge. Hvis Jørgen Rossen får lov.

I sin mail tilføjer Frank Jensen, at »Københavns Kommune ifølge kommunalfuldmagten ikke kan stille en grund til rådighed for et ikke-kommunalt formål som boliger.« Med andre ord kan ISCC ikke få samme søde deal som i Paris. Der skal betales leje på markedsvilkår, og det kan gøre projektet dyrt. Samtidig har By & Havn udskrevet en arkitektkonkurrence om en masterplan for området med deadline 1. februar 2016. ISCC vil aflevere deres plan, men konkurrencen vil bringe nye ideer banen.

I hotellobbyen spurgte vi Jørgen, om han kunne sætte en procentchance på projektets mulighed for succes.

»Ja, den er 100 procent,« svarede han, »København skal have det her.«

Fotoseancen på Fælleden tager 30 minutter. Til sidst må Jørgen Rossen kapitulere.

»Jeg bliver nødt til at trække mig tilbage. Jeg må ikke blive syg. Det går simpelthen ikke.«

Vi går tilbage ad sneklædte stier mod vandrehjemmet, hvor han har parkeret sin gamle, grå Renault.

»Her er 400 sengepladser. Det er jo perfekt til de udenlandske studerende, der ankommer til København, før deres værelser i vores studenterby er ledige,« siger han og peger mod barakkerne. Han har ikke handsker på.

Fotografen undskylder, at vi har trukket ham gennem kulden og sneen for at få vores billeder.

»Åh, ikke tale om,« siger Jørgen Rossen og giver fotografens skuldre et klem. »Jeg lever jo for det her.«

dennis.christiansen@adm.ku.dk