Dekanen, der fik nok

Fredag den 13. maj lod den 62-årige dekan for Det Humanistiske Fakultet overraskende meddele, at hun efter eget ønske har valgt at fratræde sin stilling 1. august, og det selv om hun for et år siden fik forlænget sin stilling i tre år ligesom de syv øvrige dekaner. I stedet ønsker hun at gå tilbage til forskningen og undervisningen i japansk.

»Det er helt klart i overensstemmelse med personalets forhåbninger,« udtalte tillidsrepræsentant og medlem af fakultetets samarbejdsudvalg, lektor Henrik Prebensen, straks i Politiken og tilføjede:

»Men det er godt nok en reaktion, der har været længe undervejs.«

Hermed hentyder han ikke mindst til, at Kirsten Refsing har opsagt den fakultetsaftale, der bestemmer hvordan de videnskabelige medarbejdere skal udregne de 50 procent af den arbejdstid, de bruger på undervisning. Det er angiveligt sket som reaktion på kritikken af, at der er stadig mindre undervisning på en række af de humanistiske fag. Løsningen skulle så være at hive flere undervisningstimer ud af de enkelte ansatte, igen ifølge Politiken.

Skal man tro Universitetsavisens omtale samme dag, havde de ansatte og studerende planlagt et tre timer langt møde tre dage senere med kritik af dekanatets ledelse som eneste punkt på dagsordenen. Dog uden at invitere dekanen.

Refsing som samurai

Men hvad siger hovedpersonen selv til anklagerne? Da Universitetsavisen i september 2006 mødte hende til et tiltrædelsesinterview, var hun fuld af optimisme og ikke et øjeblik i tvivl om, at hun ville leve op til de ekstra høje forventninger der var til hende som den første kvindelige dekan i fakultetets historie og den eneste af universitetets dengang seks nyansatte dekaner, der var blevet hentet ind fra en stilling i udlandet, nemlig som institutleder på Hongkong University.

Nu er vi mødt op til afskedsinterview tre år før forventet i hendes lejlighed på Christianshavn, hvor hun tager imod på bedste japanske vis iført klædelig silkebluse, løse bukser og bare fødder. Men at hun ikke har tænkt sig at optræde i rollen som den ydmyge leder, der grædende beder sine undersåtter om tilgivelse for alle sine fejltagelser, bliver hurtigt klart i det over halvanden time lange interview.

Med fødderne trukket op under sig i lænestolen, sidder hun som en anden samurai, der er rede til at forsvare sin ære og forklare, hvorfor hun som den første af rektors otte trofaste dekaner har sat sværdet tilbage i skeden for i stedet at træde ind i de meniges rækker som professor i japansk.

En velovervejet beslutning

»Det var en velovervejet beslutning, fordi jeg jo altid har været meget glad for at undervise og forske og aldrig på noget tidspunkt har forestillet mig, at jeg skulle afslutte min karriere med at være dekan. Da vi så nærmede os de her fem år, som jeg jo i hvert fald havde sagt ja til, da jeg startede, så blev det selvfølgelig en beslutning, der kom lidt tættere på. Og på et tidspunkt syntes jeg, at jeg måtte afveje hvordan jeg ville leve i de næste år. På den ene side er der fakultetet, som jeg stadig holder utrolig meget af. Og på den anden side er der mig selv og mine ambitioner om at skrive et par bøger mere plus længslen efter at have med studerende at gøre i det daglige. Da jeg så kom ind i en periode, hvor tingene var lidt sure, så blev det lidt nemmere at træffe beslutningen.«

Så det er ikke noget offer for dig at skulle tilbage i de meniges rækker?

»Nej, det er da en gave,« siger hun og griner.

Men alligevel valgte du at sige ja til en periode mere som dekan, da du fik tilbuddet af rektor for et år siden. Var tingene stadig sjove dengang som dekan?

»Ja. Det var de. De har altid været både sjove og ikke sjove, men jeg har ikke på noget tidspunkt følt, at det var nemt.«

Hvad tænker du på?

»Jeg synes fx meget tit, jeg er kommet i pressen med nogle ting der var meget misvisende. Fx at jeg ville nedlægge alle de små fag på Humaniora, når det, jeg i al min tid som dekan har kæmpet for, er at bevare alle de små fag. Så kommer jeg i pressen, fordi vi vil ’brænde bøger’. Som om jeg nogensinde kunne finde på at gå ind for, at bøger skulle brændes. Men sådan er det. Ting bliver udlagt på en måde i pressen, hvor jeg tit ikke har kunnet genkende mig selv. Det har ikke været sjovt, og sådan har det været lige siden jeg kom, det er ikke nyt. Det kan jeg godt tåle. Så man kan sige, at det har været både hårdt og dejligt at være dekan.«

Tilhængere og modstandere

Hvordan har du det med, at de ansatte hilser din tilbagetrækning med glæde?

»Jeg ved jo, at der er mange slags ansatte. Jeg har fået mange tilkendegivelser fra både VIP’er, institutledere, administrative medarbejdere og forskere om, at de er rigtig kede af at jeg træder tilbage. Jeg har aldrig oplevet ikke at være kontroversiel, så det er klart, at der også vil være den deling blandt de ansatte,« siger Kirsten Refsing.

Men hvad udgjorde i dit tilfælde det berømte strå, der knækkede kamelens ryg?

»Jeg tror at det mere var et mætningspunkt end et strå – det var små ting, der tippede balancen.«

Det er ikke rektor, der har sagt til dig: Kirsten, nu er tiden kommet?

»Overhovedet ikke. Ralf har støttet mig helt enormt meget. Uanset hvad der har været, har jeg altid haft fuld opbakning fra Ralf. Jeg er meget begejstret for Ralf som leder, jeg synes han er stærk. Han har bakket mig op hele vejen, også da jeg kom og sagde til ham, at nu vil jeg ikke mere.«

Fakultetets tilstand

Er det ikke et stærkt kriseramt fakultet, du efterlader?

»Var det ikke også et sådant, jeg kom til? Et fakultet, der var ringeagtet i offentligheden. Som aviserne aldrig skrev noget pænt om. Som erhvervslederne syntes, vi skulle afskaffe, fordi det aldrig ville være nogen nytte til. Var det ikke det fakultet, jeg kom til? Sådan er det trods alt ikke nu,« siger Kirsten Refsing og fortæller, hvordan rektor på et tidspunkt bad hende fortælle ham, hvad humaniora er til for, for det manglede han svar på.

»Det gør han ikke i dag,« siger hun.

Det samme gælder de ledende erhvervsfolk, som på forskellig vis har henvendt sig til hende og sagt: Bare vores samarbejde med Humaniora bliver ved at være ligeså godt, når du går af.

»Det er jeg sikker på det gør, for stemningen i offentligheden om, hvor vigtig humaniora er, er virkelig vendt i løbet af de år, jeg har været dekan. Det er der mange, der har æren for, men det er også noget, jeg i hvert fald har bakket op og båret igennem,« siger Kirsten Refsing.

Hun synes også, hun har gjort rigtig meget for at fremme god forskning ved at sørge for, at der er ordentlig service for forskere, når de skal søge penge, og ved at skabe gode forhold for de rigtig dygtige forskere.

»Dem synes jeg i øvrigt, jeg har et fantastisk forhold til. Vi har rigtig mange dygtige mennesker, som har mere travlt med spændende og interessant forskning, end de har med at holde styr på deres timeregnskab.«

Lige nøjagtig sådan en udtalelse må virke vildt provokerende på dine ansatte.

»Ja, men nu er jeg jo gået!« siger hun og trækker på skuldrene.

Masser af indflydelse til de ansatte

Hvorfor tror du, at de ansatte pludselig begynder at gå så meget op i, hvad der står i en arbejdstidsnorm?

»Det har de gjort i årtier, og jeg har faktisk svært ved at forstå det. Jeg har aldrig haft det på den måde og har heller ikke oplevet det på tidligere arbejdspladser,« siger Kirsten Refsing, der finder det besynderligt, at nogle er optaget af at tælle timer, når de har et arbejde, hvor de får lov til at lave det, de har allermest lyst til.

»Jeg kan forstå det, hvis man graver grøfter. Jeg kan også forstå det, hvis man er pølsemand eller skolelærer. Men jeg kan ikke forstå, at det betyder så meget for universitetsforskere, som i virkeligheden kun redegør for halvdelen af deres tid, undervisningstiden.«

Men tidligere var der også kollegialt selvstyre, og medarbejderne følte derfor et medansvar for, hvordan deres institut blev ledet. I dag er al magt er placeret i toppen af den enstrengede ledelse.

»Men sådan er det slet ikke i virkeligheden. I virkeligheden har vi jo Akademisk Råd, og vi har FSU-møder. På institutterne har de alverdens råd og udvalg, som bestemmer alt muligt – lærermøder, institutråd. Der er rigtig meget medarbejderinddragelse. Alle vigtige, store ting, som jeg har lavet, har været til høring hele vejen rundt. Der har været stormøder, masser af dialogmøder, hvor alle medarbejdere har haft lejlighed til at sige, hvad de mente. Der er blevet lyttet til dem,« bedyrer Kirsten Refsing og nævner det store arbejde for at skabe bedre vilkår for småfagene og for at fremtidssikre humanioras uddannelser.

Noget andet er så, at hun nok har det med at fremlægge provokerende forslag, men det har udelukkende til hensigt at få noget modspil, siger hun.

»Jeg har ikke nogen som helst ønsker om ikke at inddrage medarbejderne, tværtimod, for når man kommer til implementeringen af de ting, som er blevet foreslået, så kommer man ingen vegne, hvis man ikke har medarbejderne med.«

Engle og dæmoner

Nogle af misforståelserne skyldtes, at hun kom fra Hongkong, hvor det var nogle andre ting, der var problematiske end i Danmark. Nogle gange var de ansatte måske også lidt mere villige til at misforstå tingene, end de behøvede at være, mener hun.

For eksempel havde hun fra starten fået som bunden opgave at lægge studienævnene sammen. Noget, som i længden viste sig at være positivt, men som faktisk skræmte folk enormt, da hun gjorde det, fremhæver hun.

»Vi spurgte her for et års tid siden, om ikke vi skulle lave et fakultetsstudienævn, og det var egentlig meget sigende at høre alle studielederne sige ’nej, det synes de ikke’, fordi det de havde nu, det var perfekt.«

Så det var en cadeau til dig?

»Nej, det var det ikke, men det er bare sådan, at tiden går, og så har man det, man har og synes, at det er det bedste. Og så kunne alle jo i retrospekt se, at 46 studienævn ikke var særlig praktisk. Anerkendende ledelse snakker vi meget om på Humaniora, men anerkendende medarbejdere, det er nok for meget at forlange.«

Føler du, at medarbejderne ikke i tilstrækkeligt omfang har anerkendt din indsats?

»Det vil jeg ikke generalisere om, for der er store forskelle. Medarbejderne kan være både himmel og helvede.

Godt forhold til de studerende

Hvad med de studerende?

»De studerende har jeg det fint med. I hvert fald deres repræsentanter i HUM-Rådet. Vi har jo 12.000 studerende. De har engang imellem lavet aktioner og sådan noget. Det skal de jo.«

De var vist ikke så glade for at du blev genudnævnt at dømme efter de anonyme plakater, der blev hængt op på fakultetet i protest mod rektors beslutning?

»Ja, det var jo sådan lidt en koordineret aktion mod alle dekanerne, ikke,« griner Refsing og fortæller, at hun i de seneste år faktisk har holdt et månedligt møde med HUM-rådet, og de har flere gange haft hele grupper af studerende med til at snakke om forskellige, specifikke problemer.

»Jeg har meget stor respekt for de studerende, for de er næsten mere engagerede end de ansatte. De vil virkelig gerne være med til at sørge for, at deres uddannelse bliver god, og det tager jeg altså hatten af for. Og så synes jeg, vi har haft nogle virkelig gode snakke, der har betydet meget for, hvordan jeg har valgt at agere i forskellige sammenhænge.«

Loyalitet midt imellem

Har din loyalitet som dekan ligget hos medarbejderne og de studerende på Humaniora eller har den ligget oppe hos Rektor og bestyrelse?

»Jeg tror den har ligget lige midt imellem. Jeg synes faktisk jeg har brugt rigtig meget tid og energi på at være mellemmand mellem Nørregade-ledelsen og fakultetet. Jeg har taget mig af nogle sager, som meget nemt kunne være tabt for Humaniora under den regering, vi har i øjeblikket.«

Hvilke sager tænker du på?

»Jeg har taget mig meget af småfag, hvis overlevelse jeg har kæmpet for. Og jeg tror det er lykkedes. Det er igennem ministeriet. Jeg er i færd med at lave en aftale med Rektor, som også stort set er på plads, som betyder at 18 humanistiske småfag kan sove roligt om natten, i hvert fald indtil der er nogen, der bestemmer noget andet.«

Humanister klemt af vækstfilosofi

Hvor stor en del af problemerne på Humaniora skyldes interne forhold, og hvor stor en del skyldes universitetsloven og politikerne?

»Fejlen ligger næppe i universitetsloven, men stikker meget dybere og har sin rod i den ensidige fokusering på vækst. Når vækst bliver målet for alt, så er der nogle universitetsfag, der trives rigtig godt. Og så er der nogle andre, som er mere refleksive, mere kritiske, som har med fordybelse i nogle problemstillinger at gøre, som ikke giver materiel vækst, og som derfor bliver ringeagtede. Og det gør, at de folk, der udøver de fag, føler sig enormt pressede,« lyder diagnosen fra Kirsten Refsing.

Hvis man kun giver universitetsloven skylden, så har man kun fat i et lille hjørne af problemet, mener hun.

»Inde i vores hoveder er der et paradoks, som vi ikke kan eller vil se i øjnene: vækst kræver energi og mere vækst kræver mere energi. Men vi har ikke alt det brændstof, der skal til at verdens befolkning på otte milliarder mennesker kan leve med vækst som målet for deres tilværelse. Det ved vi godt, men vi lader som om vi ikke ved det.«

»Vi er nødt til at gå ind og sige hvilke mål, vi sætter i vores samfund, hvilke værdier vi har ud over den uendelige vækst. Hvis ikke vi kan gøre os klart, at vi har nogle værdier, vi skal forsvare for at forblive menneskelige i håndteringen af de enorme problemer verden står over for, så ender vi med at blive irriterede over, hvem der trykker tandpastatuben på midten og sådan nogle småting. Jeg synes det er en bortledning af vores opmærksomhed fra det væsentlige, at sige, at universitetsloven er skyld i al miseren.«

Hvorfor har du ikke som humanistisk dekan været meget mere fremme med det budskab i offentligheden?

»Det kræver jo, at man fornemmer, at man har opbakning. I disse tider er vækst the only game in town.«

Hvad er dit vigtigste råd til den nye dekan?

»Jeg tror ikke han har brug for råd, men hvis jeg skulle give nogle, ville det være at holde fast i de fremskridt, vi har gjort og arbejde videre derfra og ikke bøje sig for bekvemmelighed.«

rjb@adm.ku.dk