Da Life fik det glatte lag

17/01-11 kl. 10:34 Campus / Life
glat kunst Billede: Christoffer Zieler KUNSTSJUSK - Frederiksberg Campus er næsten helt sikkert Københavns Universitets smukkeste område. Her er fredede parkanlæg med snurrige stier og så mange ærværdige, gamle bygninger at traske omkring og betragte, at man næsten falder over sig selv. Hvis ikke man nøjes med bare at falde over den kunstfærdige brolægning.

SKØJTEBANE - Til sin 150 års-fødselsdag forærede Det Biovidenskabelige Fakultet sig selv en lille plads designet af Bjørn Nørgaard. Det er en pæn plads. Den er også virkelig glat.

af Christoffer Zieler

Under en kappe af snasket gråmeleret sne ligger et kunstværk til fire millioner. Det er Bjørn Nørgaards Biologisk mangfoldighed, en smuk brolægning fremstillet til ære for det Biovidenskabelige Fakultet (Life), som indtil for nylig var Kongelig Veterinær- og Landbohøjskole og dermed bærer af en rig historie.

I granit og metal hylder Nørgaards mosaik fødevarevidenskabernes triumf hen over 150 år i Danmark, pagten mellem mennesker og dyr, bemestringen af de moderne dyrkningsmetoder, der hev vores lille land ud af fattigdom og analfabetisme.

Om sommeren er stedet således en smuk plads; om vinteren er det en ufrivillig skøjtebane. Nå ja, man skøjter vist også om efteråret, når her ligger nedfaldne, fedtede blade. Foruden selvfølgelig hver gang, det har regnet. Eller hvis man har fladsålede sko på. Skiltet ved pladsen sammenfatter i virkeligheden ret godt problematikken: Pas på!!!! Kunstværket kan være meget glat.

Glathedstjek

Agronomstuderende Andreas Carstensen indikerer et omrids i snedækket. »Det plejer at være spærret mere af,« siger han. »Men folk kommer vist til at rive afspærringen ned.«

Det betyder heller ikke så meget. »Man behøver nærmest bare at kigge på det, så vælter man,« siger Andreas.

Det skal faktatjekkes. Universitetsavisen tager et langt skridt og stiller sig ud på Bjørn Nørgaards kunstværk. En forbipasserende mand ser det og stopper op med det samme. »Pas på!« siger han. »Det er glat!«

Og, okay, det er glat. Men så er det heller ikke mere glat. Parken på vej herhen var for eksempel også ret glat, fuld af is og fladmast sne som den var. Det her er vel, sådan cirka middel ... »Der løber jo sådan en dna-streng i kunstværket,« siger Andreas så, og sparker lidt løs sne væk, hvorved han afdækker en blank metalåre i brolægningen.

Universitetsavisen berører prøvende dette metalunderlag med en tå.

Himmel og bøf! Dét er glat! Hvis videnskaben nogensinde realiserer den friktionsfri overflade, så er det sådan, den vil føles. Man er chanceløs! En gekko ville trille omkuld efter to-tre skridt. Avisen hopper skyndsomt tilbage i sikkerhed foran advarselsskiltet med de fire indtrængende udråbstegn. Hele pladsen er så at sige mineret med spejlglat stål og bronze lige under det tynde snedække.

Kunstværket er værdsat

Andreas Carstensen understreger, at kunstværket virkelig er flot. Folk på Life holder meget af det. »Det er bare lidt uheldigt,« siger han, og uddyber: »Jeg tror, udtrykket er 'upraktisk'.« Senere når han frem til, at udtrykket måske er 'københavnsk'. Uanset: Han og de andre studerende er ikke vrede på Bjørn Nørgaard eller noget. De falder bare meget.

Men hvad er egentlig problemet? Vi befinder os trods alt bare mellem et par bygninger og nogle træborde og havebænke. Er her overhovedet nogen, der behøver at gå rundt her?

»Problemet er vores fredagsbar,« siger Andreas og peger over mod en dør. Og hurtigt bliver situationen åbenbar. »Det er her, folk kommer ud fra garderoben, når de er på vej hjem.«

Ufrivillig Bollywood-dans

Bygningen lige foran pladsen er stoppet til bristepunktet med studenterforeninger! De Studerendes Råd har lokaler her sammen med agronomerne og de veterinærstuderende og yderligere et par grupper, sådan cirka hele studenterbefolkningen tramper rundt herovre.

Og i kælderen ligger et af byens mest driftige udskænkningssteder, som tiltrækker studerende i bissende flokke. Sidste år fik baren titel af landets bedste overhovedet. Det er næsten ikke til at bære.

Lige nu, klokken lidt over 14, er barlokalet allerede halvt fyldt med smukke kvindelige veterinærstuderende i indisk udklædning. Når disse studerende om adskillige timer vælter ud i mørket efter at have drukket Carlsberg 47 til livsfarlige 10 kroner stykket en hel eftermiddag og aften, og skålet med fadbamseministrene Lykke Friis og Søren Pind, som har lovet at komme og tage en barvagt, jokker de direkte ned på Nørgaards skøjtebane.

»Da den første sne faldt, var det ren Benny Hill herude,« siger Andreas Carstensen.

Hårde tider i vente

Men han er fortrøstningsfuld. Han har kun hørt om småskader, folk der skvatter og slår sig lidt, måske lige bløder fra munden. Men ikke nogen brækkede ben eller andet seriøst, så vidt han ved. Det er ikke på den måde.

»Nu er folk jo også rimelig klar over det,« siger han. De eneste, der betræder pladsen efterhånden, er dem, der ligesom vil afprøve sig selv over for Bjørn Nørgaard i mere eller mindre ædru tilstand.

»Problemet bliver foråret, når det regner,« fortsætter Andreas og ser for første gang en anelse bekymret ud.

»Men folk lærer det jo hurtigt.«

chz@adm.ku.dk

PS: »Når du laver en plads, og laver ting ude i virkelighedens verden, så er det jo vigtigt, at det kan bruges. Og her er det jo et vældig fint gårdrum, faktisk, med forsamlingssted og kantine for de studerende, hvor der forhåbentlig kan holdes nogle fester. Og det her kan godt tåle ved en enkelt fest et par ølsjatter, hvis det bare bliver gjort rent bagefter.«

Svarede Bjørn Nørgaard ved indvielsen på spørgsmålet: Hvordan har du det med, at folk går rundt og tramper på dit værk?

1 kommentar

Skriv en kommentar

21/01-11 kl. 13:12 Anonymous:

Jeg har overvejet at foreslå om ikke man kunne sandslibe det. Hvis man går to og snakker og den ene forvilder sig ud på "kunst"-værket, så er det kontant afregning! Smak!
Eller dæk det med noget epoxy eller rågummiklatter (så man stadig kan se det, bare for at give friktion).

Tag del i debatten - fuldt navn, tak. Læs vores debatregler her.
Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.
16/05-12 kl. 10:25 Politik

Danske forskere undviger plagiat-kontrol

KORT NYT ONSDAG - Danske forskere undviger plagiat-kontrol - Akademiske plagiater florerer i EU’s magtelite - Aktører: Østergaard spiller højt spil med SU-spareøvelse - Formidlingsraseriet har skabt kløft mellem akademikere og "alle de andre" - Uddannede lever bare endnu længere og sundere - PET-chef beroliger studerende om retsstilling.

Metrolinje
16/05-12 kl. 08:17 Debat

Opret en metrostation ved Riget

SYNSPUNKT - Den kommende Metro Cityring løser ikke problemerne med at komme til og fra store KU-områder som Panum Instituttet. Men det kan der rådes bod på, mener debattøren.

15/05-12 kl. 10:58 Politik

300 astronomer til mørkt stof-kongres i Diamanten

KORT NYT TIRSDAG - 300 astronomer til mørkt stof-kongres i Den Sorte Diamant - Tysk universitet dropper nu også de dyre tidsskrifter - Jagten på mørkt stof nærmer sig målet - To mio. fra Lundbeckfonden til KU-professor i nanomedicin - Årets PhD Day på Sund fandt sine vindere i kommunikation - Bent Blüdnikow kritiserer KU's nazismekonference.

Forskningsordførerer
15/05-12 kl. 09:32 Politik

Kæmpe pengekasser frister ikke til nedskæringer

FREMTIDSUDSIGTER – Københavns Universitet har opbygget en egenkapital på en milliard kroner, og landets andre universiteter har også lagt store beløb til side, men partiernes forskningsordførere afviser, at det får dem til at overveje at bevilge færre midler til forskning og uddannelse.

Læs også:
Honoré: »Kæmpe egenkapital er et fatamorgana«
15/05-12 kl. 09:31 Politik

Honoré: »Kæmpe egenkapital er et fatamorgana«

OPSPARING - Ifølge Jørgen Honoré, universitetsdirektør på Københavns Universitet, har ledelsen allerede disponeret over 400 millioner kroner af KU's opsparede midler, og en stor del af universiteternes samlede egenkapital er desuden bundet i bygninger.

Ohran Pamuk
14/05-12 kl. 12:33 Kultur

Orhan Pamuk får Sonningprisen

HÆDER - Den tyrkiske forfatter Orhan Pamuk modtager Sonningprisen i 2012.

Fakta

Det glatte kunstværk

Bjørn Nørgaards kunstværk Biologisk mangfoldighed blev udført for at fejre 150-årsdagen for Life, den tidligere Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole.

Fra fakultetets hjemmeside:

»Bjørn Nørgaards kunstværk består en 10 x 33 m stor granitflade. Gennem fladen snor sig en dna-streng i stål og bronze. Den nye plads, der ligger foran kantinen på Frederiksberg Campus, er et af de mest benyttede områder for studerende og medarbejdere også vil også være et aktiv for lokalbefolkningen. Der er adgang til pladsen via en port fra Grundtvigsvej.«

Se mere her - video fra indvielsen af Nørgaards glatte plads.

Ifølge Frederiksberg Bladet kostede pladsen 4,3 millioner kroner.


Nyhedsbrev

Universitetsavisen er University Post i maj måned

SPROGSKIFTE - Maj måneds udgave af KU's trykte avis udkommer på engelsk. Indholdet tematiserer tidens store problemer for Europas studerende.

Er det OK, at Bryggeriforeningen finansierer et KU-seminar om øls sunde egenskaber?

Vind iPad i Uniavisens citatstorm 2012

FACEBOOK - Citater er kontekstuelle, og 'I have a dream' ville ikke give mening for masserne, hvis det var Torben fra Faxe Ladeplads, der snakkede i søvne. Dét er tanken bag Uniavisens virale citatstorm - og du skal være med.


Kontakt redaktionen

Skriv en e-mail til os: uni-avis@adm.ku.dk
Eller ring til redaktionen på +45 35 32 28 98
(Telefontid mandag - torsdag kl.9.00 - 16.00)
Universitetsavisens redaktion
Universitetsavisens debatregler
Annoncering på tryk og på nettet

University of Copenhagen
Nørregade 10
1165 Copenhagen K
Denmark
Tel. +45 35 32 28 98

Copyright 2009 © Universitetsavisen.ku.dk