Da Life fik det glatte lag

SKØJTEBANE - Til sin 150 års-fødselsdag forærede Det Biovidenskabelige Fakultet sig selv en lille plads designet af Bjørn Nørgaard. Det er en pæn plads. Den er også virkelig glat.

af Christoffer Zieler

Under en kappe af snasket gråmeleret sne ligger et kunstværk til fire millioner. Det er Bjørn Nørgaards Biologisk mangfoldighed, en smuk brolægning fremstillet til ære for det Biovidenskabelige Fakultet (Life), som indtil for nylig var Kongelig Veterinær- og Landbohøjskole og dermed bærer af en rig historie.

I granit og metal hylder Nørgaards mosaik fødevarevidenskabernes triumf hen over 150 år i Danmark, pagten mellem mennesker og dyr, bemestringen af de moderne dyrkningsmetoder, der hev vores lille land ud af fattigdom og analfabetisme.

Om sommeren er stedet således en smuk plads; om vinteren er det en ufrivillig skøjtebane. Nå ja, man skøjter vist også om efteråret, når her ligger nedfaldne, fedtede blade. Foruden selvfølgelig hver gang, det har regnet. Eller hvis man har fladsålede sko på. Skiltet ved pladsen sammenfatter i virkeligheden ret godt problematikken: Pas på!!!! Kunstværket kan være meget glat.

Glathedstjek

Agronomstuderende Andreas Carstensen indikerer et omrids i snedækket. »Det plejer at være spærret mere af,« siger han. »Men folk kommer vist til at rive afspærringen ned.«

Det betyder heller ikke så meget. »Man behøver nærmest bare at kigge på det, så vælter man,« siger Andreas.

Det skal faktatjekkes. Universitetsavisen tager et langt skridt og stiller sig ud på Bjørn Nørgaards kunstværk. En forbipasserende mand ser det og stopper op med det samme. »Pas på!« siger han. »Det er glat!«

Og, okay, det er glat. Men så er det heller ikke mere glat. Parken på vej herhen var for eksempel også ret glat, fuld af is og fladmast sne som den var. Det her er vel, sådan cirka middel ... »Der løber jo sådan en dna-streng i kunstværket,« siger Andreas så, og sparker lidt løs sne væk, hvorved han afdækker en blank metalåre i brolægningen.

Universitetsavisen berører prøvende dette metalunderlag med en tå.

Himmel og bøf! Dét er glat! Hvis videnskaben nogensinde realiserer den friktionsfri overflade, så er det sådan, den vil føles. Man er chanceløs! En gekko ville trille omkuld efter to-tre skridt. Avisen hopper skyndsomt tilbage i sikkerhed foran advarselsskiltet med de fire indtrængende udråbstegn. Hele pladsen er så at sige mineret med spejlglat stål og bronze lige under det tynde snedække.

Kunstværket er værdsat

Andreas Carstensen understreger, at kunstværket virkelig er flot. Folk på Life holder meget af det. »Det er bare lidt uheldigt,« siger han, og uddyber: »Jeg tror, udtrykket er 'upraktisk'.« Senere når han frem til, at udtrykket måske er 'københavnsk'. Uanset: Han og de andre studerende er ikke vrede på Bjørn Nørgaard eller noget. De falder bare meget.

Men hvad er egentlig problemet? Vi befinder os trods alt bare mellem et par bygninger og nogle træborde og havebænke. Er her overhovedet nogen, der behøver at gå rundt her?

»Problemet er vores fredagsbar,« siger Andreas og peger over mod en dør. Og hurtigt bliver situationen åbenbar. »Det er her, folk kommer ud fra garderoben, når de er på vej hjem.«

Ufrivillig Bollywood-dans

Bygningen lige foran pladsen er stoppet til bristepunktet med studenterforeninger! De Studerendes Råd har lokaler her sammen med agronomerne og de veterinærstuderende og yderligere et par grupper, sådan cirka hele studenterbefolkningen tramper rundt herovre.

Og i kælderen ligger et af byens mest driftige udskænkningssteder, som tiltrækker studerende i bissende flokke. Sidste år fik baren titel af landets bedste overhovedet. Det er næsten ikke til at bære.

Lige nu, klokken lidt over 14, er barlokalet allerede halvt fyldt med smukke kvindelige veterinærstuderende i indisk udklædning. Når disse studerende om adskillige timer vælter ud i mørket efter at have drukket Carlsberg 47 til livsfarlige 10 kroner stykket en hel eftermiddag og aften, og skålet med fadbamseministrene Lykke Friis og Søren Pind, som har lovet at komme og tage en barvagt, jokker de direkte ned på Nørgaards skøjtebane.

»Da den første sne faldt, var det ren Benny Hill herude,« siger Andreas Carstensen.

Hårde tider i vente

Men han er fortrøstningsfuld. Han har kun hørt om småskader, folk der skvatter og slår sig lidt, måske lige bløder fra munden. Men ikke nogen brækkede ben eller andet seriøst, så vidt han ved. Det er ikke på den måde.

»Nu er folk jo også rimelig klar over det,« siger han. De eneste, der betræder pladsen efterhånden, er dem, der ligesom vil afprøve sig selv over for Bjørn Nørgaard i mere eller mindre ædru tilstand.

»Problemet bliver foråret, når det regner,« fortsætter Andreas og ser for første gang en anelse bekymret ud.

»Men folk lærer det jo hurtigt.«

chz@adm.ku.dk

PS: »Når du laver en plads, og laver ting ude i virkelighedens verden, så er det jo vigtigt, at det kan bruges. Og her er det jo et vældig fint gårdrum, faktisk, med forsamlingssted og kantine for de studerende, hvor der forhåbentlig kan holdes nogle fester. Og det her kan godt tåle ved en enkelt fest et par ølsjatter, hvis det bare bliver gjort rent bagefter.«

Svarede Bjørn Nørgaard ved indvielsen på spørgsmålet: Hvordan har du det med, at folk går rundt og tramper på dit værk?

• Send
• Del