Da kontorfolkene blev højrøde, og svedte

1.600 ansatte på KU gav sig til at løbe rundt og rundt i Fælledparken. Fordi de ville blive bedre mennesker ved at presse menneskekroppen til det ekstreme. Og spise pølse

af Christoffer Zieler

SPORTSREPORTAGE - »Det er forkasteligt,« råbte jeg på redaktionsmødet, »at Københavns Universitet lader 1.600 ansatte spilde en hel arbejdsdag på at løbe rundt i Fælledparken og drikke øl!«

»Men DHL-løbet foregår ikke i arbejdstiden,« sagde alle de andre.

»Hvad!?« sagde jeg vantro, og lagde mit regnskab over, hvad det kostede universitetet at klatte med 1.600 medarbejderes tid, til side.

»Forlanger KU at vi skal løbe rundt i parken, når vi har fucking fri!?«

Et nyt liv med Deutsche Post

Det gør KU. DHL-løbet foregår om aftenen til ære for transport- og logistikfirmaet DHL, der ejes af det tyske postvæsen.

DHL-løbet er blevet den årlige mulighed, der gives alle de tykke (eller tynde) og blege (eller brune) kontormennesker i hovedstadsområdet for at blive marginalt bedre mennesker ved at løbe fem kilometer og fryse i hinandens selskab i et langt telt. Københavns Universitet bugner med folk, der arbejder på kontor, og derfor har stafetten en næsten uhyggelig tiltrækningskraft hele vejen op i de bureaukratiske systemer.

Nervøse for at falde igennem træner mange inden løbet, hvorved de bliver grebet af løbefeber og lægger deres livsstil om og bliver 12 år ældre, end de ellers ville være blevet. Det er en hård proces.

Smerten skildret

DHL er med andre ord krævende, så vi er her ikke for at have det godt. Vi er her for at presse menneskekroppen til det ekstreme. Vi er her for at sejre!

Og vejret ægger sportsfolket til kamp; en kold silende regn under en rygerlungegrå himmel. Det svedtransporterende løbetrøjestof transporterer regnvandet ind på huden og køler kroppen ned, indtil man sitrer ulykkeligt ved startlinjen som en tynd skødehund i dyb sne.

Fotograf Lizette Kabré har fået besked på at skildre regnen, kulden, skidtet der løber med tårerne ned over de fortrukne ansigter.

Hun skruer reklamelinsen i og fylder lynhurtigt kameraet med leende mennesker, der drikker Thypilsnere og spiser økologisk kalvepølse og chokolade og efter alt at dømme har det dejligt.

Ensomheden på gruset

Startzonen: Fra et tårn iklædt gule presenninger gjalder formaninger over hele teltlejren: Ikke skubbe, træk til side, lad være at stå på gangbroerne, de falder måske sammen og kvaser løberne, drik rigeligt vand, gør plads for stafetten, når den ankommer …

Og det gør den, stafetten! Nu er der kun fodslagene mod grusbelægningen tilbage, den raspende vejrtrækning og Greve Kommunes kommunale kontorbagdele stramt omspændt af sort lycra at zigzagge imellem.

Knasende grus, stakåndet prusten, kommunal lycra, zigzag, fodslag. Uanset hvor mange mennesker, der løber samtidig, er motionisten altid helt alene mod distancen ...

... så vi spoler frem til aftensmaden.

»Det var det, jeg synes var værst …« lyder det et sted i køen til de økologiske kalvepølser, »… at man blev helt forpustet.«

chz@adm.ku.dk

• Send
• Del