Marina Abramović til studerende på Søndre Campus: »I jeres alder troede jeg, jeg havde al tid i verden. Men det er bullshit«

I dag, fredag 19. april, får den internationalt anerkendte performancekunster Marina Abramović Sonningprisen, Danmarks største kulturpris.

Prisen skulle have været overrakt for et år siden, men en blodprop i lungen forhindrede Abramović i at komme til prisoverrækkelsen – og havde nær kostet hende livet. Efter et sygdomsforløb, der involverede både koma, tre livsnødvendige operationer og ni blodtransfusioner, er hun på benene igen.

Og torsdag morgen landede hun så i København, hvor hun, forud for fredagens prisceremoni, var inviteret til Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, IKK, for at give en gæsteforelæsning, der var åben for alle interesserede – eller i hvert fald dem, som havde nået at sikre sig en plads, for sæderne blev booket på en enkelt dag.

»Det er ekstremt følelsesmæssigt for mig at være her. På præcis dette tidspunkt sidste år havde jeg billet til at komme og modtage Sonningprisen,« siger performancekunstneren til de omkring 300 fremmødte, der havde sikret sig en plads.

Marina Abramović var på vej til København, da hun fik et ildebefindende og blev indlagt.

Jeg er her for at fortælle jer om mit liv og mit arbejde. Og jeg vil forsøge ikke at være kedelig

Marina Abramović

»Jeg mistede bevidstheden på hospitalet på grund af en blodprop. Jeg var i koma to gange og indlagt på hospitalet i to måneder. Jeg skulle dø. Men det gjorde jeg ikke. Og det er så godt! Ikke at dø er faktisk ikke spor slemt,« siger hun.

»Da jeg vågnede fra det hele, skulle jeg pludselig lære at leve. Det er fantastisk at være i live. Hver dag er et mirakel. I jeres alder troede jeg, jeg havde al tid i verden. Men det er total bullshit. Du har ingen tid. Livet er kort, og hver dag betyder noget. Det er så vigtigt at lave noget, som er meningsfuldt.«

Auditoriet på KUA er mørklagt af nedrullede gardiner, og i salen sidder flere hundrede studerende fuldstændig opslugt.

»Jeg er her for at fortælle jer om mit liv og mit arbejde. Og jeg vil forsøge ikke at være kedelig,« siger Marina Abramović og får hele salen til at grine.

Kunstneren er til stede

Marina Abramović har bidraget med grænseoverskridende og banebrydende kunst siden 70’erne, og hun laver stadig kunst. Af flere kaldes hun »performancekunstens gudmor«, og mange kender hende formentlig for de særligt ekstreme værker, hun lavede i både 70’erne og 80’erne.

I værket Rhythm 0 (1974) placerede hun sig foran et publikum og et bord med 72 genstande – blandt andet saks, skalpel, pistol og patron – og inviterede publikum til at bruge objekterne på hende, som de ville. I en periode på seks timer blev hun både tegnet på, skåret i, og fik en ladt pistol mod tindingen.

I et af sine mest populære værker The Artist Is Present (2010), sad hun ubevægelig på en stol på kunstmuseet MoMa i New York otte-ti timer om dagen i tre måneder. Ved at stille sig i kø kunne publikum sætte sig over for hende og kigge hende i øjnene, så længe de ville.

»I sit kompromisløse kunstneriske nærvær udfordrer Marina Abramović kulturelle grænser, kropslige grænser, kønslige grænser, grænser mellem kunst, kunstner og beskuer, grænsen mellem kunst og ikke-kunst. Hendes værker har dermed ikke kun gjort kunstverdenen større; for tilskueren, der drages ind i hendes kunst, bliver verden selv større,« lyder det i prisindstillingen, som er skrevet af Jesper Tang Nielsen, ekstern lektor ved Det Teologiske Fakultet.

Til forelæsningen i auditoriet på Søndre Campus overflyver Marina Abramović selv mange af sine berømteste værker gennem en imponerende mængde PowerPoints, som hun kommenterer på undervejs. Blandt andet siger hun, at Rhythm 0 »gav hende gråt hår.«

Jeg ser ikke sådan her ud

Marina Abramović

»Jeg har farvet mit hår siden dengang. Jeg ser ikke sådan her ud,« siger hun, og salen griner igen. Selv fremhæver hun også værket The House with the Ocean View (2002), hvor hun i 12 dage ikke indtog andet end vand, fordi hun ville »rense sig selv.«

Da hun når til The Artist Is Present, viser hun et billede af en museumsgæst, som blev siddende på stolen over for hende i syv timer.

»I’m dying to hear from the kids!«

Efter endt forelæsning og en Q&A med lektor ved IKK Kerry Greaves, er der spørgsmål fra salen. Det får Marina Abramović til at udbryde:

»Yes! I’m dying to hear from the kids!« Hun rækker armene ud mod salen i en gestus: »I kan spørge mig om alt. Jeg er et helt almindeligt menneske.«

En skov af hænder flyver i vejret. Én vil gerne vide, om der er performances, hun fortryder, og om hun har grænser i sin kunst. Marina Abramović griner og siger, at hun har lavet mange performances, der var »horrible« at gennemføre.

»Men fejl er en del af at være kreativ,« siger hun og holder en kort pause. »Og humor! Selv om det ikke er noget, der har fyldt så meget i mit arbejde.«

Salen griner igen. For et øjeblik siden kunne tilskuerne høre hende berette om at skære i sig selv, vandre alene ad den kinesiske mur i 90 dage for at afslutte et kæresteforhold og se en video af hende, der lader sig erobre af kæmpeslanger i et nyere værk, 7 Deaths of Maria Callas (2020).

Jeg kan synge den for jer, må jeg det?

Marina Abramović

En studerende vil gerne høre, hvad Marina Abramović synger, når hun er i bad. Hun slår en høj latter op.

»Jeg kan synge den for jer, må jeg det?« Ingen protestrerer, og Abramović bryder ud i en hjemmelavet sang om ørne på himlen. Hun stopper:

»Den er meget nem, nu synger alle med – er I klar?«

Alle synger med efter bedste evne. Til sidst vil en studerende gerne spørge, om Marina Abramović nogensinde har oplevet at føle sig tom for kreativitet. At hun var et sted, hvor hun ikke kunne skabe noget.

»Masser af gange,« svarer performancekunstneren. »Når man er i jeres alder, tror man, at det er farligt. At det aldrig kommer igen. Men det gør det altid.«

Da spørgerunden er slut, modtager Marina Abramović stående bifald. Flere studerende skynder sig ned, for at bede performancekunstneren signere en bog eller få et billede. Til sidst siger hun:

»Take it easy, kids! Nu er jeg nødt til at spise, jeg er virkelig sulten.«

Og så forlader performancekunstens gudmor auditoriet.