Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

’Bang! Nu begynder historien’

BOGCAFÉ - En bogs allerførste sætning skal både være stilfuld og stenhårdt slående. Og så skal den vække sin læsers opmærksomhed. Men gør det den i virkeligheden til romankunstens svar på en raffineret scorereplik? Kreativiteten var stor, da tidsskriftet Trappe Tusind i sidste uge inviterede til skrivekonkurrence i Roland Bar.

»Nedtællingen er begyndt!« runger det ud af højtalerne og bryder den summende lyd af stemmer i caféen. »Så er der kun to minutter tilbage af fantasy-runden!«

Ordene sender en bølge af bevægelse gennem forsamlingen, og en flok unge fyre springer op fra deres stole med hver deres hvide lap papir i hænderne.

Vi befinder os i Roland Bar, de studerendes egen café på Institut for Kunst og Kulturvidenskab på nye KUA (Københavns Universitet Amager).

Det er her, litterater og kunsthistorikere in spe drikker deres foretrukne pausekaffe mellem forelæsningerne i litteraturteori, æstetisk tænkning og romantisk imperialisme. Og det er her, de drikker billige fyraftensøl, før turen atter går hjem til byens kollegieværelser eller videre ud i natten.

Opkaldt efter klichéens mester

Denne eftermiddag lægger Roland Bar hus til, da litteraturtidsskriftet Trappe Tusind byder velkommen til den årlige Bulwer-Lytton-konkurrence. Glem alt om skønskrift og finlitterære metaforer, for her dyster deltagerne om at udforme den allermest håbløse, men genretro åbningssætning inden for tre litterære genrer.

I dag gælder det fantasy, beatlitteratur og selvhjælpsbogen, når de cirka 50 fremmødte studerende dyster om æren og en god stak bøger. Hvem der løber af med sejren, afgør dommerne, forfatter Susanne Staun og Weekendavisens litteraturkritiker Lars Bukdahl.

Konkurrencen med det aparte navn er opkaldt efter den engelske politiker og forfatter, Edward Bulwer-Lytton, som i 1830 indledte sin roman Paul Clifford med de famøse ord ”Det var en mørk og stormfuld aften”. I dag er romanen så godt som glemt, men lige netop dens første linje er blevet en af de mest fortærskede klichéer i litteraturhistorien.

Mulighed for kultstatus

Men før Bulwer-Lyttons berygtede syv ord gik hen og blev til romanklichéen over dem alle, må de have haft en vis effekt på sine læsere – ellers var de jo aldrig blevet så (u)populære. Googler man ordene ”opening line + literature”, finder man et hav af sider dedikeret til verdens bedste førstelinjer.

Her er alt fra Jane Austens Stolthed og fordom til Herman Melvilles Moby Dick (”Call me Ishmael”!) Her er Ernest Hemingway og Emily Brontë, Gabriel Garcia Marquez og Sylvia Plath. Listen er lang.

Med bare et enkelt klik kan man endda shoppe t-shirts, viskestykker og andre effekter med lige netop sit yndlingscitat. Men hvad er det egentlig, en god åbningslinje skal kunne? Som Bulwer-Lyttons ord overlever mange sætninger selve det værk, de stammer fra, og nogle opnår endda ligefrem kultstatus i visse kredse.

Åbningslinjen er afgørende

I det øjeblik man åbner en bog, træder man over tærsklen til en helt ny verden, fortæller lektor i nordisk litteratur på Københavns Universitet, Sune Auken, som blandt andet forsker i fortælleteori.

Det er i mødet med den allerførste linje, man bevæger sig væk fra den virkelige verden, lader vasketøj være vasketøj og i stedet lader sig suge ind i den fortælling, de hvide sider gemmer på.

Med den franske narratolog Gerard Genettes ord er det her, der rent teknisk sker en overgang fra paratekst til tekst. Parateksten er alle de elementer, der pakker den egentlige tekst ind, og som skaber en række forventninger hos læseren.

Litterær show-off

Her møder vi en titel, en genreangivelse og en fængende bagsidetekst på et farverigt omslag: ”Paul Clifford”, ”roman” etc. Måske støder vi endda på en dedikation til forfatterens afdøde ven eller et spændende citat, der skaber springbræt for fortællingen.

Kort sagt: Det er først med åbningslinjen, at værket for alvor begynder. Resten har en effekt, men det er indpakning.

»Den første linje i en roman er en klar anledning til, at forfatteren kan vise sin ekvilibrisme. ’Se, kære læser, hvordan jeg kan skrive én enkelt sætning, der gør, at du er nødt til at læse alt det her til ende’. Det er jo en herlig stilistisk udfordring,« siger Sune Auken.

Men ud over at den kan fungere som ren show-off, er der en række stilistiske og indholdsmæssige kriterier, den gode åbningslinje ofte følger: »Først og fremmest er det en præsentation af en verden. Den første linje repræsenterer hele værket. Den viser læseren, hvad det er for en type historie, han skal til at læse, samtidig med at den præsenterer den sproglige stil, den er skrevet i. Og så må den også gerne være fængende, dramatisk eller somme tider stenhårdt slående: ’Bang!’«

Kalvekrøs og candyfloss

Ifølge Sune Auken kan man betragte bogens allerførste sætning som et varsel om, hvad der kan lade sig gøre inden for rammerne af den verden, man netop er ved at overgive sig til. En slags destillat af det, der venter én på de næste par hundrede sider.

Her nævner han som eksempel den allerførste linje i Raymond Chandlers roman ’The Little Sister’ fra 1949, der introducerer både skrivestil, miljø og et styks hårdkogt hovedperson i en enkelt beskrivelse af en dør: »The pebbled glass door panel is lettered in flaked black paint: ‘Philip Marlowe … Investigations’.« For den nådesløse læser med en travl hverdag og få timer til rådighed i den læsevenlige, vandrette position kan det lægge op til kontant afregning.

Her kunne man også forestille sig et møde med de første linjer i Barbara Cartland-romanen ‘Hans spanske brud’ fra 1957, som lyder: »Lord Lynke var i ondt lune, da han gik i land i San Sebastian.«

Eller den første sætning i ‘Gift med en ukendt’ fra 1979: »Markis’en af Sarne stønnede…« Her bliver man præsenteret for to forskellige, men lige eksotiske verdener, hvor engelske gentlemen og franske adelige med kalvekrøs og iltre temperamenter nedlægger fattige jomfruer på stribe.

Sprogligt får vi et indtryk af, at der på de næste 200 sider venter en kavalkade af pastelfarvede trivialiteter. Nogle læsere vil lappe det i sig, som var det candyfloss, andre vil nådesløst klappe bogen i uden tøven. Ude i den virkelige verden venter vasketøjet jo stadig, og ikke hvad som helst er værd at investere læsetid i.

Opfindsomme deltagere

I Roland Bar slanger kulørte lamper sig under loftet fra væg til væg og kaster et rødligt skær over bardisken og de bugnende bogreoler. »Døm aldrig en bog på dens omslag«, siger et ordsprog, men hvis man må tillade sig at gøre en undtagelse i dagens anledning: Her på hylderne finder man nok mere Camus og Calvino, end man finder Cartland.

Alligevel fejler opfindsomheden hos dagens konkurrencedeltagere intet, når det gælder om at skrive de dårligste, men genremæssigt mest rammende åbningslinjer.

»Året var 3079. Punktum!« råber Lars Bukdahl ind i mikrofonen på den lille scene, da han annoncerer den minimalistiske vinder af fantasy-runden.

Susanne Staun nikker anerkendende, mens hun pjusker op i sit viltre, kastanjefarvede pandehår og tilføjer indforstået, at det er en meget Helle Helle-inspireret åbning.

’Hvad søren er det her for noget?’

Om det skal forstås som et kompliment, er ikke til at sige, men det er et faktum, at mange ofte betragter netop Helle Helle som en sand mester, når det kommer til fængende førstelinjer.

»Jeg leder efter et godt sted at græde,« lyder det i romanen ‘Ned til hundene’ (2008), mens den parfumesælgende ungpigefortæller Jane i ‘Rødby-Puttgarden’ (2005) skyder sejladsen i gang med ordene »På en uge døde fire, sådan var det hernede«.

Og ifølge Sune Auken skal en god åbningslinje da også fungere som en krog, der med det samme fanger læserens opmærksomhed og vækker nysgerrighed: »I de rigtig gode åbningslinjer tænker man ofte ’Hvad søren er det her for noget?’. Men svaret på det spørgsmål kommer først flere hundrede sider længere henne.«

Her nævner Sune Auken Leo Tolstojs første sætning i ’Anna Karenina’ fra 1876: »Alle lykkelige familier ligner hinanden; men den ulykkelige familie er altid på sin egen måde ulykkelig«.

Man kunne også tænke på den foruroligende start på Knut Hamsuns klassiker Sult fra 1890: »Det var i den Tid, jeg gik omkring og sulted i Kristiania, denne forunderlige By, som ingen forlader, før han har faaet Mærker af den« – ja, hvad søren er nu det?

Litterære scorereplikker

»En god indledende sætning trækker læseren ind i teksten, og det skal gerne ske så hurtigt, at han ikke når at opdage det, før det allerede er sket,« fortæller Auken og uddyber, at en god åbningslinje ofte kan minde om en gåde.

Som for eksempel i Steen Steensen Blichers kanoniserede kriminovelle ‘Sildig Opvaagnen’ fra 1828: »Jeg mindes ikke noget Dødsfald, der har vakt større Sensation, end min mangeaarige Ven Doctor L*s i R*.«

Her griber den allerførste linje fremad i fortællingen ved at referere hele historien. Man ved bare ikke, hvilken historie, og det er man nødt til at læse videre for at finde ud af. Snedigt move, Blicher, nu er din læser hooked.

Man kunne efterhånden få det indtryk, at førstelinjen i virkeligheden er romankunstens svar på en velplaceret scorereplik.

Hertil forholder Sune Auken sig ikke helt afvisende: »Ja, det er ikke helt galt,« siger han og fortsætter: »Eller måske er det engelske ord ’a pickup-line’ bedre. Man læner sig ind over baren og siger ”What is a beautiful girl doing in a dump like this?” eller ”If I told you that you had a beautiful body, would you hold it against me?”. Førstelinjen er i så fald en meget elaboreret form for pickup-line, men den har da lidt den samme effekt: ’Du kender mig ikke, men nu begynder jeg med at præsentere mig på en sådan måde, at jeg vækker din opmærksomhed’.«

I Roland Bar er dagens sidste runde så småt ved at være slut. I den afgørende gymnastiske skriveøvelse har deltagerne kastet sig over den berygtede genre, selvhjælpsbogen: ”Du er en fugl,” prædiker et hold til dommernes morskab, mens et andet følger trop: “Føler du, at din indre delfin endnu ikke har fundet sin melodi?”.

Uden for det store panoramavindue er mørket så småt ved at sænke sig over universitetets glasgrå bygninger, og vinden er begyndt at ruske op i kanalen. En mørk og stormfuld aften kan begynde.

Seneste