Arne Zettersten 1934-2015

Arne Zettersten blev født d. 10. januar i Lidköping ved sydøstenden af Vänern. Han var en eksemplarisk studerende ved Lunds Universitet, hvorfra han dimitterede i 1956, og hvor han i 1958 blev udnævnt til lektor i engelsk fonetik. Vejlederen på hans doktorafhandling var Olof Arngart (1905-97), som havde overtaget det professorat i engelsk filologi i Lund, som stednavnsforskeren Eilert Ekwall tidligere havde bestredet med stor udmærkelse. Lund nød global anseelse inden for engelsk filologi, fonetik og onomastik, og Zettersten var bare én blandt adskillige prominente studerende. En anden – lidt ældre – var Jan Svartvik, som sammen med Randolph Quirk og andre senere skulle udgive en af de mest sofistikerede fremstillinger af engelsk grammatik: A Comprehensive Grammar of the English Language (1985). Det er et vidnesbyrd om Lunds stærke position på dette felt, at Svartvik blev udnævnt til professor i engelsk filologi i Lund i 1970, mens Zettersten blev tilbudt samme stilling i København i 1975, som efterfølger til Knud Schibsbye (1950-74).

I slutningen af 1950’erne påbegyndte Zettersten sin doktordisputats, som lå færdig i 1965 og omhandlede den såkaldte AB-dialekt af middelengelsk, som J. R. R. Tolkien i 1929 havde identificeret og navngivet. AB-dialekten er rekonstrueret på baggrund af to grupper af tekster: dels Ancrene Wisse (“Råd til anakoreter”), som findes i sytten forskellige manuskripter, og dels den gruppe af hagiografier, som kendes under navnet “the Katherine Group”, og som er samlet i et enkelt manuskript i Bodleian Library, Oxford. Tolkien publicerede sit materiale om AB-dialekten i en række titler udgivet af The Early English Text Society (E.E.T.S), hvori han præsenterede de overlevende versioner af Ancrene Riwle (som Ancrene Wisse også er kendt som). Zettersten besøgte Tolkien i Oxford i 1960 og blev snart herefter udnævnt til redaktør på to af de i alt syv projekterede bind. Hans udgave af Magdalene College Cambridge-manuskriptet blev udgivet af E.E.T.S. i 1976, og serien afsluttedes i år 2000 med Zetterstens udgave af Vernon-manuskriptet af Ancrene Riwle.

I 1965 udgav Zettersten sin disputats, Studies in the Dialect and Vocabulary of the Ancrene Riwle, og herefter fulgte en række bidrag inden for engelsk filologi, hvoraf særligt må fremhæves hans udgave af Waldere, et oldengelsk digt, som kun kendes gennem to fragmenter, der opbevares på Det Kongelige Bibliotek i Danmark, hvor det blev opdaget i 1860. Zettersten påbegyndte sit arbejde med denne tekst umiddelbart efter udnævnelsen til professor i København; hans udgave udkom i 1979 og var den første, der var baseret på selve manuskriptet, og ikke på faksimiler. Zetterstens Waldere er fortsat standardudgaven.

Skønt han var blevet ansat som filolog, indså Zettersten snart, at der ved Københavns Universitet var begrænset interesse i hans ekspertisefelt, og han besluttede sig derfor for at søge i retning af lingvistikken. Denne proces gik han til med stor entusiasme, og han fordybede sig i en imponerende række af nye forskningsinteresser. Hans alsidighed havde altid været åbenlys: Hans anden monografi omhandlede således The English of Tristan da Cunha (1969). I 1961 blev den isolerede ø Tristan de Cunha i det sydlige Atlanterhav ramt af et vulkanudbrud, der førte til evakueringen af hele øens befolkning. Da disse øboer ankom til England, blev de interviewet af BBC, og deres usædvanlige accent vakte Randolph Quirks interesse. Denne organiserede en gruppe lingvister til at gennemføre en række mere omfattende interviews med henblik på at dokumentere accenten. Zettersten analyserede Quirk-gruppens optagelser og bidrog med en detaljeret redegørelse for fonetikken og fonologien for en gruppe af engelsktalende, der i store træk havde været uden kontakt med omverdenen siden 1816. Det var en enestående mulighed for at bedrive, hvad der i praksis var en art “diakronisk feltarbejde”, og et privilegium for en ung forsker at få lejlighed til at gøre. Zettersten bibeholdt sin store interesse for “ø-sprog”.

Senere forgrenede hans forskningsinteresser sig yderligere og omfattede bl.a. datadrevne sprogstudier og sprogteknologi. Inden for dette felt udviklede han allerede i 1985 sit BrainLearn Authoring System, som fandt udbredelse i Kina, ligesom han skrev den banebrydende New Technologies in Language Learning (1986). Zettersten anvendte sin kunnen inden for datadreven lingvistik til studiet af regional variation inden for britisk engelsk, ligesom han helligede sig både praktisk og teoretisk leksikografi. Han tog initiativ til – og fungerede som overordnet redaktør på – Politikens Engelsk-Dansk Ordbog, som udkom i 1999, men allerede i 1980 stod han bag det første internationale symposium om leksikografi på Københavns Universitet, og det skulle han komme til at gøre talrige gange over de næste 25 år. Det var i løbet af disse år, at Københavns Universitet etablerede sig som et forskningscentrum for leksikografiske studier. Fra 1983 til 2002 redigerede Zettersten hele elleve bind af Proceedings fra disse symposier. Endvidere havde han alsidige litterære interesser og redigerede bl.a. en antologi af østafrikansk litteratur for Longman i 1983.

Ved siden af alle disse aktiviteter fungerede Zettersten som præsident for IAUPE (International Association of University Professors of English) i perioden 1992-95, hvor han også nåede at være vært for foreningens medlemmer ved dens konference i København. Fra 1980 til 1992 var han præsident for The Nordic Association of English Studies, og fra 1991 var han den nordiske repræsentant i The European Society for the Study of English (ESSE). Han var formand for den danske afdeling af The English-Speaking Union (ESU) fra 1992 til 2007 og sad endvidere i en årrække i ESU’s internationale råd, som han endog var formand for i 2009-10. Zettersten bestred adskillige gæsteprofessorater ved universiteter i både Europa og Nordamerika, og inden han tiltrådte sit professorat i København, havde han i tre år virket som kulturattache ved den svenske ambassade i London. For sin tjeneste for Danmark blev han i 2003 gjort til ridder af Dannebrog af 1. grad.

Ved sin fratrædelse i 2004 blev Zettersten æret af sine kolleger i World of Words, en særudgave af Nordic Journal of English Studies. Hans otium blev tilbragt i Göteborg og ved Kinnekulle på kanten af Vänern, nær barndomsbyen Linköping. I 2008 udgav Zettersten en memoir om sin mentor og ven J. R. R. Tolkien, der i 2011 udkom på Palgrave i en udvidet engelsk udgave under titlen J. R. R. Tolkien’s Double Worlds and Creative Process. Denne bog vakte stor interesse ved udgivelsen og vil bevare sin relevans pga. sin skildring af Tolkien som filolog – det var først efter etableringen af venskabet mellem Zettersten og Tolkien i 1960, at Ringenes Herre for alvor blev kendt. Zettersten kan således meget vel være den sidste, der kendte Tolkien primært som forsker og ikke som forfatteren til Ringenes Herre. Hvor andre har set Tolkiens fantasy-værker som udtryk for et svigt i forhold til hans forskningsmæssige forpligtelser, er det Zetterstens opfattelse, at Tolkien altid og i alle sine værker vedblev at være filolog, og at der hverken kan eller bør skelnes mellem forskeren og populærforfatteren.

Professor John Lennard, Cambridge University, har rost Zetterstens værk om Tolkien for dets “transdisciplinære værdi i afvisningen af en skarp sondring mellem Tolkiens liv og værk, og mellem hans forskning og hans kreativitet. Arne Zettersten var en af de meget få, der kunne tale med Tolkien med både en reel indsigt i tidlige germanske sprog og med læserens entusiasme for Middle-earth. Han var i stand til at påskønne den bemærkelsesværdige sammensmeltning af forskerens stringens og digterens fantasi, der kendetegner Tolkien. Ingen af Tolkiens øvrige kommentatorer har haft adgang til noget, der bare kommer i nærheden af de omfattende samtaler, som Zettersten og Tolkien i mere end et årti førte om de tekster og sprog, som de begge arbejdede med.”

I sin memoir tegner Arne Zettersten et billede af Tolkien som en ung forsker, der endnu ikke helt havde indset, at interessen for det felt, han havde valgt en karriere inden for – den engelske filologi – var for nedadgående. Der anes en vis desillusioneret lighed. Til trods for alt, hvad han opnåede inden for en imponerende spændvidde af forskningsfelter, pinede det Zettersten, at han ikke havde fået mulighed for fuldt at udnytte sine filologiske evner som underviser i den disciplin, som han selv havde excelleret i under sin egen uddannelse. Da jeg i 1996 blev Zetterstens kollega – som professor i engelsk litteratur ved Københavns Universitet – delte vi en vis modløshed over lingvistikkens generelle mangel på interesse i de enkelte sprogs særegenheder. Skønt lingvistikken på mange måder har bidraget væsentligt til vores forståelse af sprog generelt, har den mindre at tilbyde studiet af et givent sprogs skrevne kilder. Vi var enige om, at litteraturstudier lider under manglen på filologisk indsigt.

Tilfældigvis hørte jeg om min kollegas død, mens jeg deltog i et akademisk arrangement i London. Min sidemand ved bordet havde netop færdiggjort sin ph.d. i middelengelsk filologi. Med ham kunne jeg dele den triste nyhed, og selv om han aldrig havde mødt Zettersten, kendte han ham så udmærket af navn som en fremragende redaktør. Engelsk filologi er måske på vej tilbage fra sin lange nedgang: Den aften var det en trøst at kunne dele nyheden om en kollegas død med en forsker, for hvem den pågældende kollegas arbejde betød noget. Og det ville have glædet Arne Zettersten at vide, at hans arbejde stadig beundres og finder anvendelse, og at engelsk filologi synes at være i færd med at genfinde sin styrke og generobre sin arv.

Arne Zettersten døde d. 21. september 2015 og er begravet på kirkegården ved middelalderkirken i Forshem ved Kinnekulle i Västergötland. Han efterlader sig sin hustru, docent fil.dr. Gerd Bloxham Zettersten, tidligere lektor i kunsthistorie ved Københavns Universitet og adjunkt i arkitekturhistorie ved Chalmers University of Technology i Göteborg; en steddatter og stedsøn fra sit andet ægteskab, i 1994, og en datter fra sit første.

Oversat af Jesper Kruse, ph.d.