Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

»Året hvor krisestemningen for alvor fik fat i Danmark«

TILBAGEBLIK - Vi har bedt en række KU-personligheder om at se tilbage på 2012. Her Studenterhusets direktør Jacob Ørum, der beretter om voksende krisebevidsthed men også om gyldne studenterøjeblikke og engagerede studerende.

Hvad har gjort størst indtryk på dig år?
Jeg vil huske 2012 for at være det år, hvor krisestemningen for alvor fik fat i Danmark. Nedskæringerne i stat og kommuner blev for alvor mærkbare, og det blev helt normalt for nyuddannede at gå fra universitetet til længerevarende arbejdsløshed. Efter det seneste årtis snak om manglende arbejdskraft tror jeg, at mange nyuddannede føler sig lidt snydt.

I det meste af Europa har krisen ramt endnu værre, og pludselig er græske og spanske studerende og jobansøgere i Danmark ikke bare af interesse men også af nød. For mange af os har det været en øjenåbner for, hvor kort der er fra tilsyneladende velstand til krisen og den arbejdsløshed, som kommer til at påvirke både den enkelte og landene i årtier.

Hvilken begivenhed har defineret dit 2012 på Københavns Universitet?
Det er svært at vælge blandt de 330 åbningsdage, vi har haft i Studenterhuset i 2012. Men både Immatrikulationen og Amerikansk Valgdøgn var på hver deres måde store begivenheder for mig.

Immatrikulation med efterfølgende fest i Studenterhuset, på Trinitatis Kirkeplads og i gårde langs St. Kannikestræde overgik med godt 2500 glade nystartede studerende vores vildeste forventninger. Jeg synes lykkedes at sammenkoble universitets traditioner med det moderne studenterliv på en fed måde.

Amerikansk Valgdøgn stod foreningen International Debat primært for. Der var debatter og oplæsninger i Studenterhuset fra morgenstunden, og dagen kulminerede i en aften, hvor cafeen var stuvende fuld, mens Jacob Holdt og spontant fremmødte Mogens Lykketoft holdt oplæg i på første sal. Det var dejligt at se så mange engagerede studerende drøfte samfundsforhold og politik – det giver mod på at arrangere mange flere faglige arrangementer i 2013.

Hvad er dine håb for KU-året 2013?
Jeg håber, at KU vil fortsætte og udvikle arbejdet for et stærkere studiemiljø for danske og internationale studerende, og at Københavns Kommune vil vedtage en strategi for at blive en international uddannelsesby. København har meget at lære fra byer som Dublin og Perth, som har meget klare strategier, og som allerede nu giver os baghjul i forhold til at tiltrække studerende, medarbejdere og virksomheder.

Læs flere tilbageblik i vores ‘Året der gik’-sektion

Seneste