Han bærer mørkt jakkesæt, skjorte, nydelige sko, en tilforladelig sixpence balancerer på hovedet. Og så - lad os straks trække vejret og lede efter en høflig omskrivning - gennemknepper han sin uddannelsesinstitution. Dette er det simple plot i en markedsføringsvideo, som to studerende i det nordjyske har produceret for Aalborg Universitet (AAU).
Videomagere Dennis Guldbrandsen og Tue Jepsen deltog i en konkurrence med præmier for 15.000 kroner om at producere den mest effektive virale filmede kampagne for AAU, og de løste opgaven til perfektion. Sådan set.
Alene på Youtube er videoen blevet set 35.000 gange, og ophavsmændene oplyser til Universitetsavisen, at de har plantet filmen flere andre steder online. Dermed har de to, efter egne opgørelser, i alt hentet flere end et halvt hundrede tusind klik.
Kunststykket i en viral kampagne består blandt i at foregive, at man ikke selv er videoens overivrige ophavsmand, men blot har fundet den, og nu i al hast og venskabelighed, sender den videre til andre glade jyske knallerthoveder, overalt hvor de måtte findes på planeten uagtet nominel nationalitet. På den måde kan Aalborg Universitet, så at sige, liste sig til omtale.
Men AAU ville hellere have været reklamen foruden. Trods den målbare succes online, valgte man at diskvalificere filmen med henvisning til dens seksuelle indhold. Allan Clausen fra Informationskontoret på AAU oplyser til Universitetsavisen, at reglerne var utvetydige (se faktaboks), og tilføjer, at filmen næppe ville have appelleret til et feminint publikum med AAU som afsender.
Da Universitetsavisen kontaktede Dennis Guldbrandsen og Tue Jepsen, havde AAU ikke informeret dem om, at de var udgået af konkurrencen. De er skuffede over dommernes beslutning.
»Vi synes, det er ærgerligt, at universitetet har valgt at opfatte vores video stødende, selv om vi var forberedte på det,« siger Dennis Guldbrandsen.
»Vi står dog lidt uforstående over for afvisningens grundlag, der fremstår selvmodsigende og absurd i kraft af, at Aalborg Universitet i foråret selv stod som afsendere af en aprilsnar, der røg i radio og tv, hvor de, på et photoshoppet luftfoto, havde dekoreret Østre Havn i Aalborg med et par kvindebryster.«
De ledelsesmæssigt godkendte aalborgensiske bryster kan her ses fra luften.
Dennis Guldbrandsen finder det komisk, at Aalborg Universitet stejler over det seksuelle islæt i den vragede video.
»Det eneste "seksuelle" islæt er en hoftebevægelse, som det absurde musikvalg får til at fremstå komisk og akavet,« siger Dennis Guldbrandsen, som fortsætter det virale arbejde i sine specialestudier i Interaktive Digitale Medier.
I en vis forstand er diskvalificeringen af Jepsen og Guldbrandsen da også meningsløs. Filmen er ubestrideligt offentlig, og den vil for evigt stå som repræsentant for 2009-udgaven af AAU's virale videokonkurrence, på samme måde som Bjarne Riis vil blive husket for Tour de France i 1996, selv om han snød.
Guldbrandsen og Jepsens film er set af tusinder, mens det øvrige konkurrencefelt har trukket nogle hundrede klik - i alt.
Om man bryder sig om videoen eller ej, er et spørgsmål om, i hvilken grad man har smag.
Universitetsavisen har set filmen otte gange, og vi vurderer den som, basalt set, godartet. Den er udtryk for dårlig stil, ja, men den er langt fra uden hjerte. Og der er en ejendommelig værdighed over den skildrede studerende som han metronomisk fokuseret støder sig frem ad AAU's kedsommelige trapper og gange i sin dans til universitetets pris.
Hvad synes læserne? Døm selv.
Fra konkurrencereglerne på Aalborg Universitet:
Det er klart at universitetet ikke ønsker at lægge navn til en film som kan give det dårlig omtale. Derfor skal reklamen selvfølgelig holde sig inden for, hvad der er lovligt. Desuden er en for kraftig brug af virkemidlerne sex og alkohol som udgangspunkt heller ikke ønskelige. Men når det så er sagt, ser universitetet alligevel gerne at filmene har en kant.
VIND EN IPAD - Besvar fire spørgsmål den 24. februar og vind en fancy lille Apple-plade.
Afdeling for Eksperimentel Medicin
Store eksamensdag
Basunkinder og messing, der skinner
Studerende demonstrerede imod SFSR´s besparelser
Årsfest på Københavns Universitet
Voxpop: Er nutidens studerende for dårlige?
Verdens første fælles Hum-revy
Rundspørge: Hvordan er din studiestart?
Velkommen til År Nul
Hvad er det dog, de laver?
Årets DHL-stafet i neongrønt
Fest for begyndere
Det Astronomiske Observatorium
Geologisk Museum tørrer kælderen efter skybrud
Vidensbydel Nørre Campus´ udviklingsplan offentliggjort
Kærlighed til bøger og biblioteker
Voxpop: Posterwalk på Panum
Ninna Meacock - Art Supplement
Demodebat på Frue Plads
Galleri: Universitetets historiske bygninger INSTITUTRÅD - Ifølge den reviderede universitetslov skal medarbejderne og de studerende have sikret deres medinddragelse og medbestemmelse. Københavns Universitet vil derfor oprette nye institutråd, men intet tyder på, at de menige får mere at skulle have sagt.
Skriv en e-mail til os: uni-avis@adm.ku.dk
Eller ring til redaktionen på +45 35 32 28 98
(Telefontid mandag - torsdag kl.9.00 - 16.00)
Universitetsavisens redaktion
Universitetsavisens debatregler
Annoncering på tryk og på nettet
Copyright 2009 © Universitetsavisen.ku.dk