Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

20 fyresedler blev trukket tilbage på KU

HØRINGER – Københavns Universitet fik en aftale med medarbejderne i størsteparten af tilfældene, da ledelsen nedlagde 437 job. HR-vicedirektør er tilfreds med, hvordan forløbet er kørt, men vil ikke kommentere kontroversiel fyring af professor på Humaniora.

20 medarbejdere på KU beholder deres job – eventuelt i ændret form – selv om de var indstillet til en fyring.

Det er resultatet, efter at partshøringerne om KU’s store afskedigelsesrunde i foråret 2016 er slut.

Når en medarbejder får varsel om fyring, begynder en partshøringsproces, hvor ledelsen skal fremlægge årsagerne, og den ansatte får mulighed for at give sin kommentar. Det siger forvaltningsloven.

Ud over at 20 medarbejdere, hvis stilling blev nedlagt, beholder deres arbejde, enten uændret eller på genforhandlede vilkår, har 31 forhandlet en aftale om fratrædelse i forlængelse af partshøringen. Det fremgår af en orientering til hovedsamarbejdsudvalget på KU fra ledelsen.

»Der er eksempler på, at man har fundet ekstra penge til løn, især eksterne midler. Eller at folk selv har sagt op,« siger vicedirektør for HR og Organisation på KU Lisbeth Møller. »Der er også et eksempel på, at en anden medarbejder i afdelingen har sagt op, og derved frigjort midler til at en, der stod til afskedigelse, kunne blive.«

I alt 155 er blevet fyret, hvilket er en del færre end de 206, der var indstillet til afskedigelse. 251 har taget imod et tilbud om frivillig aftrædelse. Samlet har KU altså forhandlet flere aftaler om frivillig aftrædelse, end man har fyret folk.

»Alt i alt synes jeg, der har været et godt samarbejde mellem ledelse og tillidsrepræsentanter om en vanskelig opgave,« siger Lisbeth Møller, som tilføjer, at hun har lagt vægt på at få informeret samtlige ansatte om, hvad der var i vente og om mulighederne for at søge om frivillig aftrædelse eller ændrede arbejdsvilkår.

Hun er også tilfreds med, at KU har taget fyringsrunden i ét hug:

»Vi har vedtaget og gennemført én samlet tilpasning.«

Debat om kriterier

HR-afdelingens opgave har været at håndtere afskedigelsesprocessen, men det er alene dekaner, institutledere og administrative chefer, der har besluttet, hvem der skulle fyres.

Lisbeth Møller har blandt andet skullet sikre, at KU nedlagde stillinger efter en vurdering af tre kriterier, som rektor og tillidsfolkene (hovedsamarbejdsudvalget) var blevet enige om, nemlig den enkelte medarbejders faglige kvalifikationer, opgavevaretagelse og personlige kvalifikationer.

Det er, som det ses, kategorier, der lægger op til en lokal chefs egen fortolkning, og ikke mindst fyringen af professor i etnologi Thomas Højrup har givet offentlig debat om, hvilke kriterier, KU afskediger efter.

Diskussionen har meget gået på afskedigelsen af professor i etnologi Thomas Højrup, der fik et brev om, at ledelsen havde lagt vægt på de fremadrettede opgaver, men ingen i ledelsen har – i det mindste offentligt – forklaret, hvad de opgaver er. Kan man det?

»Jeg kan ikke udtale mig i konkrete sager,« siger Lisbeth Møller.

Cheflag også mindsket

Antallet af nedlagte chefstillinger fremkommer ikke direkte af KU’s tal, men Lisbeth Møller forklarer, at der er en del ledere i TAP-kategorien.

»Vi vurderer, at det drejer sig om cirka 15 stillinger med ledelsesansvar,« siger hun.

»Det er hverken mange eller få i forhold til andre grupper af ansatte.«

chz@adm.ku.dk

Seneste